Billeder af 3 klaser blåbær

Blåbærrets historie

Blåbærrets historie
Hvad er blåbær ?
Indholdsstoffer
Helsevirkning

 

 

Hyldest til Elisabeth White på YouTube se filmen her

Opdagelsen af højbusket blåbær

Blåbær er som kulturplante ganske ny i dyrkningsmæssig forstand. Blåbær er formentlig den bærkultur, som mennesket senest har forsøgt at dyrke. Det var først i begyndelsen af det 20. århundrede, at blåbær blev opdaget og dyrket som kulturplante.

Som i så mange andre tilfælde står der en kvinde bag alt – og blåbær-dyrkningen er tilsyneladende ikke nogen undtagelse. Man regner således, med at grundlæggeren bag den kommercielle blåbærdyrkning er Elizabeth Coleman White.

Elisabeth White blev født i 1871 og var den ældste datter af  Mary og Joseph White, New Jersey. Familien drev en tranebær-plantage (cranberry)  på ejendommen Whitesbog. Elizabeth begyndte tidligt at arbejde på familiens ejendom. I modsætning til hendes søstre blev Elizabeth aldrig gift, hun helligede sig helt og aldeles driften af familiens farm.

Tranebær modner og høstes sent på efteråret, og faderen og Elizabeth talte derfor om muligheden for at dyrke blåbær, som lever vildt på disse kanter. Men farmerne var generelt af den opfattelse, at blåbær ikke kunne dyrkes som kulturplante. Blåbær ville ellers passe perfekt ind i arbejdsrytmen på en tranebær-plantage, da blåbær modner primo august.

I 1911 læste Elizabeth en artikel i en publikation fra U.S.D.A. ”Experiments in Blueberry Culture” skrevet af Dr. Frederik V. Coville. Elizabeth læste artiklen for faderen, og de besluttede sig for at stille jord og ressourcer til rådighed for et forsøg på kultivering.

Elizabeth begyndte at udlove dusør til de personer der gik i skovene og sumpene for at plukke blåbær. Hvis de fandt buske, der var særlig gode i smagen, havde store bær o.s.v., kunne man få $2 for at bringe busken til Elizabeth. Endvidere blev busken navngivet efter finderen af busken.

Elizabeth White i gang med en fotografering

Den første succesfulde plantning af blåbær fandt sted i 1912  i forbindelse med Elizabeths hus ”Suningive”.  Og allerede 5 år efter i 1916 var Elizabeth og Dr. Coville på markedet med blåbær dyrket i kultur. De første sorter var som sagt opkaldt efter finderne af buskene (woodsmen); Rubel, Harding, Sam, Grover, Adams og Dunphy.

Senere er der også kommet sorter til med navnene Elizabeth og Coville.

Blåbær i Europa

Blåbær kom først senere til Europa. Man regner med, at Dr. Wilhelm Heermann er den første, der planter blåbær i Europa i 1934 i Grethem ved Walsrode.

I Danmark har man plantet blåbær i haver i mange år. Erhvervsmæssig dyrkning af blåbær har ikke fundet udbredelse.  I midten af 1980’erne blev der imidlertid etableret en lille forening for blåbærdyrkere i Danmark; Danmarks Blåbær Avlerforening.

Siden 1988 har vi eksperimenteret med dyrkning af blåbær under danske forhold. Resultatet er af disse forsøg skal nu stå sin prøve på Danmarks største blåbærplantage: Halskenbjerg.    

Læs mere på:

http://www.whitesbog.org

Whitesbog Preservation Trust. Elizabeth C. White's blåbærfarm er i dag omdannet til et museum. Whitesbog Preservation Trust har bidraget med historiske billeder til denne hjemmeside.

(Special thanks to Whitesbog Preservation Trust for contributing to this website with historical pictures) 

http://www.dierking.de

Wilhelm Dierking er storproducent af blåbærplanter til frugtavl, en licensfremavler af de specielle New Zealandske  blåbær-sorter.

http://www.blaubeerland.de

En af pionererne bag blåbæravl i Europa.